Bevidst kreditpolitik kan redde virksomheder
København 25. febraur 2008 - Mange danske virksomheder har for lidt fokus på deres kreditter. Det kan koste dem livet, når den økonomiske krise strammer til. Og det gør den, siger de fleste eksperter.
Faste kreditrutiner kan redde mange virksomheder fra at måtte dreje nøglen om som følge af dårlige betalere. Ikke mindst i den nuværende økonomiske situation, hvor kreditkrise og en eventuel recession i USA truer den globale økonomi. ”Mange danske virksomheder – navnlig blandt de små og mellemstore – har alt for lidt fokus på kreditpolitik i dag. Det kan koste dem livet i lyset af den aktuelle udvikling”, siger vicedirektør i Atradius, Erik Skovgaard Nielsen. Atradius er et internationalt kreditforsikringsselskab, der sidste år bl.a. forsikrede 20 procent af den danske eksport.
Erik Skovgaard Nielsen henviser til, at resultatet af den aktuelle uro på markederne vil blive, at prisen på finansiering vil stige, og at kravene til sikkerhed formentlig også vil blive strammet. ”Da den altovervejende del af handelen mellem virksomheder i dag sker på kreditvilkår, er det derfor vigtigt ikke at binde flere midler her end absolut nødvendigt. Samtidigt bliver det stadig vigtigere at kunne dokumentere, at man har sikret sig mod unødige risici. For mange virksomheder udgør varedebitorerne trods alt et beløb i samme størrelse som egenkapitalen. Desværre ser vi, at dette store aktiv ofte ikke er forsikret eller beskyttet på anden vis”, siger han.
Og i virkeligheden er det ikke så vanskeligt. Erik Skovgaard Nielsens grundlæggende råd er, at virksomhederne udformer en skriftlig kreditpolitik, hvor man bevist tager stilling bl.a. størrelse og spredning af kreditrisici, og hvor stor en risiko virksomheden kan tage ud fra indtjening og kapitalgrundlag. ”Gør man det, vil mange danske virksomheder leve et mindre farligt liv, end det er tilfældet i dag”, siger Erik Skovgaard Nielsen.
At der ikke er tale om unødig forsigtighed bliver bekræftet af flere eksperter.
”Kreditkrisen er et internationalt faktum, ikke mindst på det amerikanske marked. Den økonomiske afmatning kommer til at ramme danske virksomheder, der har en stor eksport. Og dollarens fortsatte fald vil forstærke krisen i Danmark”, siger professor Torben Juul Andersen, CBS, til Atradius’ magasin Aktuelt. Også Dansk Industris cheføkonom Klaus Rasmussen hæfter sig ved den svage dollar. ”Det nuværende dollarfald er indtil videre noget mindre end faldet i 2002 og 2003. Men der kan ikke herske tvivl om, at faldet i dollaren igen vil lægge en dæmper på fremgangen i Europa”, siger Klaus Rasmussen.
Erik Skovgaard Nielsens grundlæggende råd til danske virksomheder er at sikre, at der er udformet en skriftlig kreditpolitik, hvor der er en bevidst stillingtagen til:
- type, størrelse og spredning af kreditrisici i forbindelse med salget,
- hvor meget risiko man selv kan tage ud fra indtjening og kapitalgrundlag,
- hvordan den øvrige risiko afdækkes/outsources,
- forretningsgang og beslutningsprocedure omkring at påtage sig og følge op på kreditrisici.
”Findes en sådan politik og efterleves den i praksis, vil mange danske virksomheder leve et mindre farligt liv end det er tilfældet i dag, og være langt bedre rustet til den hastige forandring i omverdenen,” siger Erik Skovgaard Nielsen.
For yderligere information om Atradius Danmark kontakt:
Jørgen Lund Lavesen
Adm. direktør,
Direktør Holland & Norden
Tlf.: 33 26 50 00
E-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Erik Skovgård Nielsen
Vicedirektør
Tlf.: 33 26 50 00
E-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Bevidst kreditpolitik kan redde virksomheder