Danske virksomheder er darlige betalere
København, den 20. december 2007
Pengene lader vente på sig! Danmark kommer ind på en trist tredjeplads over Europas dårligste betalere, viser ny international undersøgelse. Kun Italien og Storbritannien får en ringere bedømmelse, og det er skidt for det danske renommé. Undersøgelsen giver også et billede af, at den såkaldte ’skjulte kredittid’ er et problem, som virksomhederne skal forholde sig kritisk til.
Her troede vi lige, at vi som danskere havde styr på det med pengene og kunne betale vores regninger til tiden. Virkeligheden er langt fra så lyserød, og Danmark opnår en trist tredjeplads over de dårligste betalere i Europa. Store samhandelslande som Norge, Sverige og Tyskland ligger som ventet flot i undersøgelsen, hvilket på længere sigt kan koste det danske renommé og troværdighed dyrt.
Der er ingen, der kender det præcise beløb, men de fleste er enige om, at det årligt koster de danske virksomheder et stort millionbeløb, at deres kunder ikke betaler deres regninger til tiden. Undersøgelsen af de danske kreditrutiner er baseret på 1.200 interviews med repræsentativt fordelte danske virksomheder. Undersøgelsen er foretaget af kreditforsikringsselskabet Atradius (det tidligere Eksport Kredit Rådet) i samarbejde med MarketWatch i Sverige.
Den skjulte kredittid
Den skjulte kredittid er den ekstra kredittid, som kunden opnår ved ikke at betale til den aftalte dato. For at få et retvisende billede af den samlede kredittid (også kaldet effektive kredittid), skal man indregne den skjulte kredittid. Undersøgelsen viser, at de danske virksomheder i gennemsnit giver 31 dages kredit – men har en yderligere skjult kredittid på hele 11 dage!
”Vores erfaring viser, at en forsinkelse i forhold til det normale betalingsmønster ofte er første varsel om likviditetsproblemer hos kunden. Derfor råder vi altid virksomhederne til at skabe sig et fuldstændigt overblik over deres ’skjulte’ kredittid for bedre at kunne sikre virksomheden i fremtiden” siger Adm. direktør for Atradius i Nederlandene og Danmark Jørgen Lund Lavesen.
Indenlandsk kreditforsikring er stigende
At det står galt til med de danske betalere, ses også på antallet af kreditforsikringer der bliver indgået. ”Vi ser en stigende interesse for at kreditforsikre især det indenlandske salg – hvilket er en markant udvikling i markedet. Det danske marked for kreditforsikring er i særklasse det stærkeste i Norden,” siger Jørgen Lund Lavesen.
Af samtlige rutiner/tjenester man kan anvende for at sikre sig mod tab på kredit, er kreditforsikring ét af de mest udbredte.
Historisk er danske virksomheder gode betalere, men noget tyder på, at dette er ved at ændre sig. ”Vi ser tegn på, at danske virksomheder er begyndt at sløse med betalingerne som et resultat af den begyndende afmatning i økonomien. Vi håber, at de danske virksomheder får styr på deres betalinger og kredittider, så vi ikke bliver endnu dårligere placeret i lignende undersøgelser i fremtiden. Det kan koste vores eksport og renommé mere end bare de ekstra renteudgifter,” slutter Jørgen Lund Lavesen.
For yderligere information om Atradius Danmark kontakt:
Jørgen Lund Lavesen
Adm. direktør,
Direktør Holland & Norden
Tlf.: 33 26 50 00
E-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Erik Skovgård Nielsen
Vicedirektør
Tlf.: 33 26 50 00
E-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Danske virksomheder er darlige betalere