Aftale mellem EKF og Atradius styrker dansk eksport
Danske virksomheder får lettere ved at eksportere til usikre markeder. En aftale mellem Eksport Kredit Fonden og kreditforsikringsselskabet Atradius tager noget af det værste pres på eksporten i en krisetid, hvor risikoen for store tab er markant forøget.
Danske eksportvirksomheder får fremover bedre mulighed for at forsikre deres tilgodehavender i en række lande udenfor EU/OECD, så dansk eksport kan bevares på disse markeder. Det er resultatet af den nye aftale mellem Eksport Kredit Fonden (EKF) og det internationale kreditforsikringsselskab Atradius.
”Det er staten, der tager den største del af risikoen med den nye aftale, og det er staten, der har sat rammerne for aftalen og bestemmer prisen på forsikringen. Men vi er gået med for at hjælpe vore kunder, som er alvorlig ramt af krisen, siger Jørgen Lund Lavesen, adm. direktør, Atradius, og fortsætter:
”Vi administrerer ordningen og stiller hele vores ekspertise og internationale netværk til rådighed, så vi får givet dansk eksport et skub i den rigtige retning. Det er ikke løsningen på krisen, men det vil hjælpe. Effekten vil forhåbentlig være, at Danmark kan bevare eksportmarkeder, som ellers ville forsvinde på grund af krisen.”
Atradius’ kunder vil fra i dag få tilbudt forsikring på usikre markeder uden for EU/OECD, hvor Atradius på baggrund af den økonomiske krise ellers ikke har set sig i stand til at forsikre tilgodehavender. Aftalen vil kunne udvides til en række EU/OECD lande, hvis EU-kommissionen godkender dette.
Med den nye ordning går EKF ind og garanterer den yderste del af den risiko, som Atradius’ kunder har på handlen på disse usikre markeder. Ifølge EKF vil der med statens garanti kunne forsikres eksport for ca. 10 mia. kroner.
Når Atradius har måttet afvise at forsikre tilgodehavender på meget usikre markeder, så skal det ses i sammenhæng med de store tab, som kreditforsikringsselskabet allerede har haft. Alene i Danmark har Atradius sidste år udbetalt mere end 261 mio. kroner på grund af den tiltagende økonomiske krise.
Med den nye ordning får Atradius mulighed for at se med nye øjne på nogle af de tilgodehavender, som man tidligere afviste at forsikre: ”Vi kan lempe muligheden for at forsikre tilgodehavender, men vi vil heller ikke i fremtiden forsikre købere, hvis kreditværdighed er meget lav”, siger Jørgen Lund Lavesen, der ikke lægger skjul på, at det er vigtigt for Atradius at afstemme forventningerne hos kunderne:
”Både EKF og Atradius vil tage en ekstraordinær risiko for at styrke dansk eksport. Men det er ikke nogen trylleformular. Atradius skal i hvert enkelt tilfælde kreditvurdere handelspartneren i udlandet, og det bliver dyrere for eksportvirksomhederne at forsikre sig. Ifølge aftalen med staten, så stiger eksportvirksomhedens selvrisiko til 20 procent på grund af den øgede risiko”, oplyser Jørgen Lund Lavesen, adm. direktør Atradius.
Yderligere oplysninger fås i Atradius hos adm. direktør/regionaldirektør, Nederlandene & Norden, Jørgen Lund Lavesen på telefon 33 26 50 00 mobil 40 94 85 00 eller vicedirektør Erik Skovgaard Nielsen, på telefon 33 26 52 10 / mobil 29 43 12 66
Om Atradius
Atradius er et af verdens største kreditforsikringsselskaber og forsikrede sidste år en omsætning på ca. 159 milliarder danske kroner for danske virksomheder. Det gør Atradius til den største private forsikrer på det danske marked.
Om EKF
EKF (Eksport Kredit Fonden) sikrer dansk erhvervsliv konkurrencedygtig finansiering på internationale markeder. EKF drives på forretningsmæssige vilkår og er garanteret af den danske stat. EKF’s samlede garantiansvar udgør cirka 28 milliarder kroner.